Black Lightning-serien er skør vanvittig - The Happy Android

Jeg spekulerede på, om jeg skulle skrive dette indlæg eller ej. Først troede jeg, det var min fantasi, men efterhånden som kapitlerne går, bliver det klarere og klarere: CW's Black Lightning-serie er et ægte pot life. Hvad vil du opnå med denne karakter?

Det er ikke sådan, at CW ikke ved, hvordan man fremstiller superhelt- eller "meta-human" -serier. Der er Arrow, Flash, Supergirl og Legends of Tomorrow. Hver med sine plusser og minusser, men ret trofast over for DC-tegneseriens ånd inden for sine egne begrænsninger. Vi kunne sige, at de med The Flash ramte neglen på hovedet, selvom sæson 4 viser sig at være lidt kedelig. Men Black Lightning spiller i en helt anden liga - og risikabel.

På den ene side ligner det bare en anden superhelteserie, men lad os sige, at det foregiver at være noget som Marvels Luke Cage. En hård fyr, der bekæmper uretfærdighed i et overvejende afroamerikansk miljø. I Luke Cages tilfælde er det Harlem, i Jefferson Pierce (alias Black Lightning) er det Freetown. Og indtil videre ligheder.

Serien fortæller historien om Pierce, en gymnasieleder, der har det afroamerikanske samfunds kærlighed og respekt i en by plaget af bander, shenanigans og regning. Pierce er sundhedens stemme, der opmuntrer børn til at fokusere på deres studier og blive mennesker med gavn. Hvorfor? For hvis du ikke ender med at sælge stoffer på et gadehjørne, gør ondt eller værre, vil den onde hvide mand komme og tage alt fra dig.

Institutdirektør om dagen, årvågen tempereret om natten

Først ser det ud til, at vi står over for en noget racistisk serie, denne gang med et perspektiv set "fra den anden side" af skalaen. Men efterhånden som kapitlerne går, indser du, at det ikke er det.

Om natten trækker Jefferson Pierce Black Lightning-dragten ud og skyder ud med en hel del beklagelse af enhver, der kommer i vejen for ham. Det er tilstrækkeligt at sige, at det første møde med hans datter, der lige har opdaget sine kræfter, resulterer i en smuk broderlig kamp.

Døtre er heller ikke meget bedre. Den yngste, Jennifer, den første ting hun gør, når hun ser sin kæreste blive et paraplegisk offer for en omstrejfende kugle, er at opgive ham. Og Anissa, den ældre søster, bruger sine kræfter for første gang til at nedbringe en statue, hun protesterede imod, og give et par slag her og der i processen.

Han ligner en cyklist, der har krydset linjen med tilbehør

Black Lightning er grusom overfor sine døtre, han behandler sin ekskone, som han kan lide lidt, og hun tror heller ikke, at han er meget bedre med de 2 døtre, de har til fælles. Dybt nede skulle de gøre det til gavn for familien, men det eneste, der er tilbage i seernes øjne, er en temmelig sjov atmosfære. Hvad er moralen i denne serie? Hvad prøver forfatterne at formidle til os?

I sidste ende er målet at afslutte Los 100-båndet, hvor en af endelige chefer Det er Tobias Whale, en sort albino. Får du den fine ironi? Nå, måske er det ikke så fint ... Pointen er, at vi kunne stå over for en stor serie superhelte med meget sort kraft og meget flow, men måden at møde mange af de situationer, der opstår, ender med at tage dig ud af historien.

Tobias tegneserier ligner mere en Mr. Potato smeltet i solen i 20 år i et legetøjsvindue.

Det er klart, at det ikke er let at arbejde med aktuelle og interessante emner som "sorte liv betyder noget" og det problematiske "sort mod sort vold", men det er ikke noget, der kan løses ved at sætte 2 onde hvide politibetjente og nogle argumenter og historier, hvor hovedpersonens kræfter er mindst chokerende af hele showet.

Sandheden er, at det er en sjov serie at se takket være alle de klichéer, temmelig skøre kostumer og stereotype karakterer, der udgør serien. Selvfølgelig er det stadig en skyldig fornøjelse. Fordi folk, denne serie er skide dårlig. Gå ikke glip af det!

Har du Telegram installeret? Modtag det bedste indlæg for hver dag den vores kanal. Eller hvis du foretrækker det, kan du finde ud af alt fra vores Facebook-side.

$config[zx-auto] not found$config[zx-overlay] not found